Gunnar Christensens
Planteskole

LOG IND

Bærmispel med frugter


Bærmispel blomster fra april måned.

Bærmispel blomster fra april måned.

Løvfældende bærbærende prydbusk
Bærmispel tiltrækker mange forskellige insekter, når den blomster med fine hvide blomster i april-maj måned. Blomsterne dannes på sidste års grene, så evt. beskæring skal vente til efter blomstringen.

Amelanchier alnifolia er den art af bærmispel, der danner bær og som er anvendelige som frugt. Den kaldes også for Saskatoon og er måske mere retvisende, end bærmispel, som mange forbinder med prydplanten.

Amelanchier alnifolia ’Northline’

Sorten 'Northline' er en opret flerstammet løvfældende busk, der med tiden bliver op mod 2 m høj. Den vokser forholdsvis langsomt. I maj – juni danner 'Northline' et væld af hvide velduftende blomster, der sidder sammen i skærme. Blomsterne besøges flittigt af mange insekter og bier, og netop denne bestøvning giver busken rigelige mængder af blåsorte runde bær, som henover sommeren udvikler sig og er klar til høst fra juli.
'Northline' får aflange ovale grønne blade, der inden løvfald forvandles til et sandt fyrværkeri af flotte høstfarver.

Nem busk
Der er minimal pasning, når først 'Northline' er plantet og har etableret sig. Planten stammer fra det vestlige Nordamerika og er fuldt hårdfør og meget robust. Den trives både i fuld sol og i halvskygge. 'Northline' er oplagt at plante som uklippet hæk, sammen med andre prydbuske i haven eller som solitærbusk.

Bær
Bærrene er på størrelse med store solbær og er tætte i frugtkødet. Smagen er sød og minder lidt om en mellemting mellem blåbær og solbær. De er meget vitaminrige og menes at være på højde med blåbær, når antioxidantindholdet måles. Bærrene kan bruges til saft, marmelade, vin eller som tørret frugt.

Arten A. alnifolia får fine bær.  Foto: Meggar, commons.wikimedia.org

Arten A. alnifolia får fine bær. Foto: Meggar, commons.wikimedia.org

Andre sorter:

Amelanchier alnifolia 'Martin'
2 - 3 m høj og frodig frugtbusk, der har små mørkegrønne blade, der bliver gule op til løvfald. Blomstrer i maj med små hvide blomster. Blåsorte frugter samlet i klaser, som modner fra august. Placeres i sol eller halvskygge og plantes i alm. veldrænet jord.

Amelanchier alnifolia 'Smokey'
Bærmispel med 1,5 cm store saftige velsmagende bær i juni- juli. Hvide blomster i april-maj måned. Løvfældende busk på 2 - 3 m, der er hårdfør ned til -40 grader C. Trives bedst i sol eller halvskygge. Plantes i alm. veldrænet havejord eller i surbundsjord. Får smukke rødviolette høstfarver. Sorten er udvalgt for store bær.