Sambucus nigra ’Harlequin’

Ny brogetbladet hyld

’Harlequin’ er en ny svensk sort af almindelig hyld med smukke hvid og- limebrogede blade. Kompakt vækstform. Den når med tiden en højde på 1,5 m og bliver næsten lige så bred. Hvide blomsterskærme i juni, der efterfølges af sorte bær i september.

Er særdeles velegnet som kontrastplante til mørkbladede buske og stauder, som er meget populære i disse år. Er en fuldt hårdfør, robust og stabil ny sort.

 Sambucus Harlequin

Pressen skrev:

Brogetbladet hyld ’Harlequin’- en joker i din have

Sambucus nigra ’Harlequin’ er en ny sort af almindelig hyld, og den kan opfylde mange havedrømme. De lime- og hvidbrogede blade giver planter med mørkt løv masser af kontrast. Forsommerens duftende blomsterskærme kan bruges til at lave hyldeblomstsaft på. Lader man blomsterne sidde, dannes der sorte bær, der senere kan bruges til at lave sund og nærende hyldebærsaft af.


En plante med så gode egenskaber, og med så mange anvendelsesmuligheder, er for Gunnar Christensens Planteskole værd at satse på.
”Vi har allerede fem andre sorter af spisehyld, Sambucus nigra, i sortimentet, så der ligger både en lang afprøvning og mange overvejelser bag lanceringen af endnu en sort af hyld”, forklarer Morten Sloth, der er produktudvikler på planteskolen. Et væsentligt argument for at udvide sortimentet med ’Harlequin’ er plantens evne til at skabe liv og kontrast til de meget mørkbladede buske og stauder, der er så populære for tiden.
Sambucus nigra ’Harlequin’ har været i test i planteskole de sidste 3 – 4 år.

Oprindelse
’Harlequin’ stammer fra en bevoksning, hvor almindelig hyld er plantet i begyndelsen af 1900-tallet i Växjö i Sverige. En naturlig mutation gav sit udslag i hvidbrogede blade på dele af planten, som efter nogle år var fænotypisk stabil.
”Da jeg arbejdede som havebrugslærer, fik jeg både stiklinger og historien af en elev i år 2000”, forklarer Torgny Karlsson, som har hjulpet Gunnar Christensens planteskole med at skaffe plantemateriale til den nye ’Harlequin’. Torgny beskriver ’Harlequin’ således:
”Den har en kompakt vækst, og efter syv til otte år er planten 1,5 m høj og næsten lige så bred – helt fra bunden. Blomstringen er som hos almindelig hyld, men skærmene er lidt mindre. Den danner sorte bær om efteråret. I de første år er blomstringen sparsom, men udvikler sig godt senere”, fortæller han og tilføjer, at ’Harlequin’ ikke sporter tilbage til almindelig grønbladet hyld, og så har den aldrig været frostskadet i de 16 år, han har kendt sorten.

Anvendelse
Sambucus nigra ’Harlequin’ er først og fremmest en nem, hårdfør og robust busk til haven. Hvert forår kan man plukke blomsterskærmene og lave hyldeblomstsaft på dem. Lader man skærmene sidde, vil de udvikle sorte bær, som man i efteråret kan koge hyldebærsaft af.
Dens særdeles dekorative løv gør sig godt i kombination med andre buske med mørkt løv. Eksempelvis blærespiræa, Physocarpus opulifolius med røde blade. Den passer også flot sammen med lave stauder, der har mørkere løv. Her er alunrod et godt bud på en plante, som den vil vokse fint sammen med.
Desuden anbefaler Torgny Karlsson den som en god erstatning for Cornus alba ’Elegantissima’, som ofte bliver for stor en busk, når den anvendes i lidt større plantninger.

Sambucus Harlequin Baer



Glemt password?