Robust og meget hårdfør æblesort fra Osby

Nyhed
Malus domestica 'Pigge'

Blandt havens frugt, er æbler nogle af de mest elskede.
Hvem vil ikke gerne kunne høste og anvende frugt, som man selv har dyrket? Der findes mange dejlige æbler, som hver har deres fortrin, og æblerne på ’Pigge’ har en rigtig god smag og fin anvendelse.
’Pigge’ er et nemt træ i haven. Træets vækstform adskiller sig fra andre æbletræer ved at have fine overhængende grene. Fordelen ved denne vækstform er, at træets krone vil fremstå mere åben. Desuden dannes blomster og frugt på
den yderste del af grenene, så beskæring af træets krone er nærmest overflødig.

Oprindelse
Tilbage i 1960’erne gik en dreng med navnet Lennart i skoven nær Osby. Her fandt han et dejligt lille æbletræ, som han trak op af skovbunden og løb hjem til sin morfar med. Han bad ham plante det, men morfaren var ikke begejstret, for han vidste at det frøsåede vildæble nok var meget surt. Mormor kom Lennart til undsætning, og derved blev træet alligevel plantet i haven. De første år blev træet skadet af både harer og kaniner. Da det var 1½ m højt gravede en brutal gravemaskine træet op og smed det ud. En del af haven skulle inddrages til vejudvidelse. Lennart redede endnu engang det fine æbletræ, og allerede året efter takkede træet ved at give frugt.
Navnet ’Pigge’ er nok ikke en særlig malende beskrivelse af træet, men det er Lennarts kælenavn, og derfor også navnet på det lille vildæble fra skoven, som siden er podet og solgt hos VäxtMästaren i Osby.

Beskrivelse
Jankov fra Växtmästaren i Osby fortæller, at han nyder synet af modertræet, som nu er omkring 50 år gammelt. Hvert forår springer det ud med relativt store hvide blomster, der over sommeren danner fine æbler, som modner fra midten af oktober måned. Smagen er både sød og syrlig med en lidt kraftig skræl, som gør æblet særdeles velegnet til lagring. Træet, som har fine overhængende grene, får hverken skurv eller frugttræskræft. ”Vi er glade for at kunne anbefale ’Pigge’, som samtidig med at være et smukt træ, både er rigtbærende og et hurtigtbærende træ. Allerede efter to år ser vi de første frugter”, siger Jankov. Han oplyser desuden, at træet bestøves af vilde æbler og andre æblesorter, der blomstrer på samme tid.

Malus Pigge Gcplant



Glemt password?