Gunnar Christensens
Planteskole

LOG IND

Pulmonaria


2020
Downloads findes til højre eller i bunden af siden.

Lungeurt

Bivenlig – effektiv bunddækkende - spiselig

Der findes et utal af forskellige stauder. Lungeurt, med det latinske navn Pulmonaria, er blot én af dem, men ikke en hvilken som helst. Pulmonaria har nemlig så mange gode egenskaber som plante, at enhver haveejer burde plante den.

Medicinsk islæt

Man kan godt undre sig over, hvor eller hvem der finder på de danske navne. Lungeurt er ikke just et charmerende eller sælgende navn, men årsagen skal findes tilbage i middelalderen. Her mente man, at planten havde en helende effekt på de mange lungesygdomme, som befolkningen led af. Når man senere har efterprøvet plantens medicinske evne, så har man desværre ikke fundet noget bevis herfor.

Bivenlige

Der er stor fokus på planter, der kan hjælpe vores insekter og ikke mindst bierne. I sommermånederne er der masser af blomster, som de kan boltre sig i, men i det tidlige forår er der langt mellem nektar- og pollenholdige blomster. Pulmonaria er en fantastisk plante når det gælder om at bidrage til biernes ve og vel. Den tidlige blomstring i april – maj måned gør den særdeles velegnet som biplante.

Effektiv bunddækkende plante

Når blomsterne visner væk i foråret står løvet tilbage. Med fine sølvfarvede tegninger dækker bladene bunden 100%. Her kommer der sjældent noget ukrudt, og trods det faktum, at vi ikke kan sige, at Pulmonaria er stedsegrøn, så beholder den som regel en del af bladene vinteren over.

Fra Walters Garden har vi fornøjelsen af at introducere to nye sorter til de danske havecentre. Her Pulmonaria ’Twinkle Toe’®

Fra Walters Garden har vi fornøjelsen af at introducere to nye sorter til de danske havecentre. Her Pulmonaria ’Twinkle Toe’®

Pulmonaria ’Twinkle Toe’®
Bliver ca. 30 cm høj og har en fin kompakt og rund vækstform. De yndige lyseblå blomster dækker bladene, der er mørkegrønne med sølvfarvede tegninger.

Pulmonaria ’Pretty in Pink’®
Bliver ca. 40 cm høj og danner store lysende rosafarvede blomster, der holder farven over en lang periode. Bladene er mørkegrønne med sølvfarvede tegninger.

Pulmonaria trives bedst i halvskygge. I fuld skygge vil blomstringen være mindre, og i fuld sol er det vigtigt, at de ikke tørrer for meget ud.